Guds vrede.

Fra Kristentperspektiv.dk/
Marts 2009.
Af Louis Nielsen.

Der er sider af det Bibelske budskab, der i dag slet ikke er nogen lydhørhed for, ja som man helst så helt slettet af Bibelen. Den holdning rækker endda langt ind i Kirken. En af disse er Guds vrede.

På en måde er det kun naturligt, at vi ikke ønsker at høre om det, for vi er alle hjemfaldne til Guds vrede. Og som Bibelen skildrer Guds vrede er det også forfærdeligere end noget andet.

En gang skal mennesker kalde på bjergene at falde ned over dem for at skjule dem for Guds og Lammets vrede (Åb 6:16). Paulus advarede Korinther-menigheden mod at “ægge Herren til vrede”, og han tilføjede spørgsmålet “Er vi stærkere end han?” (1 Kor 10:22).

Jesus fortalte sine tilhørere, at var der noget, de skulle frygte, så var det Guds vrede, som i modsætning til andre trusler betød evig ødelæggelse (Luk 15:5). Hebræerbrevet advarer os mod faren for at falde fra med en henvisning til Herrens dom, og at “det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder” (10:30-31).

Paulus spørger: “Er Gud menneskelig talt uretfærdig, når han rammer med sin vrede?”, og han besvarer det med et “Aldeles ikke!”(Rom 3:5-6). I Romer-brevets første kapitler afsløres det, at Gud har mange grunde til at vise vrede.

Når vi reagerer så stærkt imod dette vidnesbyrd om Guds vrede, siger det langt mere om os, end det siger om Gud. Det afslører, hvor lidt vi kender Gud og vor egen syndighed.

Det er ikke ualmindeligt, at vi harmes over forbrydelser, og at vi råber på strengere straffe; nogle udtaler endda et brændende ønske om, at forbryderen må “brænde op i helvede”, også selv om man ikke tror på noget helvede, og naturligvis ikke ville kunne forestille sig, at man selv kunne ende dér.

Med al vor humanisme og påståede civilisation er vi på bunden forhærdede syndere, som kun sjældent går i rette med os selv, og ikke føler noget behov for Guds tilgivelse, for vi er “ikke som disse syndere” og forbrydere, som vi synes, der er alt for mange af.

En dansk videnskabsjournalist, der bestemt ikke har meget tilovers for Kristentroen, skrev for nyligt i en artikel i Berlingske Weekend (citeret frit efter hukommelsen) “Problemet er ikke, at det onde er til, for alle mennesker er potentielt onde; problemet er, at det gode er til, og at der findes mennesker, som handler godt”. Det er vist en større grad af realistisk selverkendelse, end den mange af os går rundt med.

Netop på grund af vor manglende syndserkendelse og vor manglende fortrolighed med Guds natur og respekt, ja ærefrygt for hans hellighed finder vi Bibelens tale om Guds vrede enten oprørende eller ligegyldig.

Desværre hjælpes vi godt på vej til den holdning af den gængse forkyndelse i folkekirker og frikirker. Søndag efter søndag hører vi kun en og samme tale om Gud, at Han er kærlighed, og at Han elsker os ubetinget og uanset hvad. Og Gud er vitterlig kærlighed, og "Han elskede verden så højt, at Han gav sin Søn den enbårne, for at enhver som tror på Ham ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3:16). Gud elskede os endog som syndere, som fjender af Ham og det gode, som gudløse (Rom 5:6-10).

Men den sandhed må sammenholdes med alt, hvad Bibelen ellers åbenbarer om Guds hele natur, og den må modtages undrende og tilbedende, ikke som det mest selvfølgelige i verden.

For det er ikke selvfølgeligt, at Gud skal elske en falden verden; måske er det dét ud fra Hans eget væsen, men ikke i den tilstand, vi befinder os i. Det er kun en nådesag, det bliver aldrig et krav, en menneskeret, noget vi har fortjent. Kun undren over at Gud elsker selv mig er den attitude, vi kan nærme os Hans kærlighed på. Den er og bliver en gåde.

Guds suverænitet i vreden
Givet Verdens tilstand og vor tilstand i synd og ondskab, er Guds vrede langt mere logisk at forholde sig til.

“Loven (Moseloven) fremkalder Guds vrede” (Rom 4:15). “De brød min pagt” profeterede Jeremias, “så jeg væmmedes ved dem” (31:32; 1931-oversættelsen). Loven afslørede ubarmhjertigt, hvad der var sket med mennesket i faldet.

Dens forsøg på at rette op på miseren endte i det modsatte: Flere overtrædelser og endnu mere vrede og straf. Loven bragte det virkelig for dagen, at synden var i Verden og var trængt igennem til alle mennesker, og at mennesker ikke kunne leve op til og være det, det var skabt til, Gud til ære og glæde. Døden høstede alle ind.

Guds gode skaberværk og gode hensigter lagdes øde. Og hvordan påvirkede det Gud? Var Han ligeglad? kunne Han være tilfreds med det? og lod Han det blive ved det? Hans vrede er Hans hellige og retfærdige reaktion på den skade, der var sket. I vreden er også Guds barmhjertighed og Hans frelsesvilje udmalet i stærke billeder og farver ikke mindst hos Esajas (se f.eks.kapitel 63:1-9).

Guds suverænitet over verden åbenbares også i hans vrede. Guds vrede åbenbarer, at Gud ikke har sluppet tøjlerne, men stadig holder dem fast. På en måde bør vi være Gud taknemmelig for Hans vrede (Es 12:1), selvom vi selvfølgelig må frygte den, og vi må være dybt taknemmelig for, at Gud er sen til vrede (2 Mos 34:6) og ikke opretholder sin vrede mod os for evigt (Salme 103:8-10), og bede Ham også under vreden at komme barmhjertigheden i hu (Hab 3:2).

Vreden giver os ægte indsigt i livet, sætter os på plads dér, hvor vi hører hjemme i Skabelsens orden, viser os hvor ubestandigt livet er, og hvor dybt afhængige vi er af Gud og Hans nåde og barmhjertige overbærenhed (Salme 90:7-12; Rom 2:3-5). På den måde er der en godhed fra Guds side gemt i hans vrede

Eksistensen af Guds vrede viser os også, at vi ikke er robotter, men at vi står til ansvar, og viser os, at Verden trods tilstedeværelsen af synd og ondskab ultimativt er gennemtrængt af Guds retfærdighed, der “vil gengælde enhver efter hans gerninger: Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv, og over dem, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretten kommer der vrede og harme. Nød og angst rammer hvert menneske, både jøde, først, og græker; herlighed og ære og fred får enhver, som gør det gode, både jøde, først, og græker. For Gud gør ikke forskel på nogen” (Rom 2:5-11).

Længes efter at vise nåde
Vreden er ikke en del af Guds natur, som Hans nåde, Hans trofasthed og Hans kærlighed er det. Hans længsel er at vise nåde (Es 30:18). Nåden varer hele livet,, vreden kun et øjeblik (Salme 30.6). Nåden er en evig bygning, Guds trofasthed for evigt grundfæstet i Himlen (Salme 89:3; 1931-oversættelsen).

Guds trone kaldes “nådens trone” (Heb 4:16), sonedækket over Pagtens Ark, hvor herlighedens Keruber tronede, oversatte Luther med “nådestolen” (se note til Rom 3:25 i 1948-oversættelsen). Guds nåde bringes aldrig til ophør, men er ny hver morgen (Klages 3:21-33).

Gud er ikke en despotisk, lunefuld Gud, en lidenskabelig Gud ja, men retfærdig og hellig, og ikke et menneske. Hos os indeholder vrede næsten altid et syndigt element, og vi advares imod at vise vrede og imod, at vreden skal tage herredømmet over os. Ikke sådan hos Gud. Hans vrede har altid en årsag, og menneskers synd og ugudelighed er dens årsag. Det at vi med vor synd lægger Jorden øde (Åb 11:15-19).

I Himlen lovprises Gud for at tiltræde sit kongedømme og for at dømme Jorden og lade sin vrede åbenbare (Åb 11:15-19). Men også dette syn, hvor den syvende engel blæser i sin basun, slutter med, at “Guds tempel i Himlen blev åbnet, og Hans pagts ark ( med nådestolen) kunne ses i hans tempel” (vers 19).

Det er på den baggrund af dom, at Bibelen udfolder sit frelsesbudskab. Og vreden må med, hvis nåden skal bevare sin uudgrundelighed, sin uforskyldthed og storhed, og bevare sin rodfæstethed i Guds hellighed og retfærdighed.

Nåden udfolder sit herredømme på baggrund af og ved retfærdigheden til evigt liv i Kristus Jesus vor Herre (Rom 5:21; se også Rom 6:23). I frelsens evangelium, siger Paulus, “åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro” (Rom 1:16-17), men det sker sammen med den Guds vrede, som også åbenbares fra Himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed” (Rom 1:18).

Gud elsker ikke Verden (menneskeheden) og sender sin Søn som frelser for Verden, fordi vi er gode og fortjener Hans kærlighed, men fordi, at vi uden det ville være fortabt for evigt. Jesus havde som Verdens dommer al mulig grund til at komme for at dømme os, men nu kom Han ikke for at dømme Verden, men for at verden skulle frelses ved Ham (Joh 3:16-18). Dommen er i det, at Han kommer, men dommen kan blive til liv og frelse, hvis vi tager imod kærligheden og retfærdigheden i Ham.

Dommen og frelsen, vreden og nåden løber parallelt med hinanden gennem frelseshistorien. Dommen tjener til advarsel og som tilskyndelse til at blive forligt med Gud. Den er på den måde nådens og frelsens fremstrakte hånd. Et nådeår er udråbt, og et nådeår er kommet (Es 61:1-2; Luk 4:16-20; 2 Kor 5:19-6:2; Heb 4:1-7). Men nådens tid udrinder en dag, selv om det takket være vor Guds tålmodighed og frelsesvilje har varet længe, uendelig længe (se 2 Pet 3:8 ff), og så kommer den “hævnens dag fra vor Gud" (Es 61:2) som herolden, Herrens Tjener, også udråbte.

At blive frelst er at blive frelst fra den kommende vrede (1 Thes 1:10). Af natur er vi “vredens børn” (Ef 2:3), og det var vi alle (Paulus inkluderer Jøderne og sig selv). Vi var tillige “vredens kar fuldt færdige til fortabelse”, men mysterium over mysterium er vi nu ved Guds nåde i Kristus “barmhjertigheds kar” (Rom 9:19-26).

Det må vi aldrig glemme, (Ef 2:12); ellers sniger der sig let en fornemmelse af selvskabt hellighed ind over vort liv med Gud, og en atmosfære af bedreværd i vor attitude overfor Verden. Bevidstheden om, at hvad vi er, er vi ved Guds nåde alene (1 Kor 15;10; Gal 2:16-21; Fil 3:2-11; 1 Tim 1:12-17), og den tilhørende taknemmelighed og bevidste afhængighed af Gud er en sart plante, som mistrives, hvis den ikke stadig næres af Guds Ånd.

Korset og vreden
Bibelens åbenbaring af Gud og Guds veje med mennesker (Frelseshistorien), hvori både vreden og nåden er klart til stede, giver Bibelens forsoningslære dens selvfølgelige plads. Med de senere års fokus på psykologien og dens udredning af mennesket er fokus omkring forsoningen blevet forskudt, i mange tilfælde helt ophævet. Mennesker forestiller sig, at vi uden videre kan komme til Gud, og at vi næsten kan påkalde os Hans velvilje og hjælp som en ret. Han er til for at tjene os, og gør han ikke det, kan det også være lige meget. Så er Han enten ikke til, eller Han må undvære mig blandt sine. Han er under anklage, ikke jeg.

Forsoningen har altid været svær logisk at forstå. Vi har kun kunnet gøre det ved hjælp af billeder, og de siger aldrig hele sandheden. Der er og bliver et stort element af mysterium tilbage. Ikke for ingen ting synger vi, at vi tror på “korsets gåde”. Men er vi blevet oplyst af Guds Ånd og af Guds hellige Ord i vor samvittighed om vor synd, så er vi ikke i tvivl om, at det, at Gud forsoner sig med os og vi med ham, er vort mest påtrængende behov, hvis der overhovedet skal være en vej åben for os ind til Ham.

Det kommer tydeligt frem i eksempel efter eksempel i Frelseshistorien, i Profeternes forkyndelse, i Salmernes syndsbekendelser og lovsange, i Jesu og i Apostlenes forkyndelse og i udredningen af, hvad Evangeliet er. Tænk bare på centrale steder i Bibelen som Esajas 53, Jeremias 31; Salme 51; Matt 26:26-29; Rom 3:21-31; 2 Kor 5:14-21; Gal 3:11-14; Heb 9:11-14, 1 Pet 2:21-25, Åb 5:9-14 og mange, mange andre steder.

Jesus, siger Peter, er “offerlammet uden plet og lyde, som var bestemt dertil før verden blev grundlagt” (1 Pet 1:18-19). Det er ved Hans blod, at vi er løskøbt fra synd, død og fortabelse. Gud, som elskede os endog “mens vi var syndere”, lod Kristus, Hans enbårne og elskede Søn “dø for os” og “gjorde os dermed retfærdige”; derfor ved vi også og ved det her og nu, at vi “ved Ham skal frelses fra vreden” (Rom 5:8-9).

Det samme sted og det samme tidspunkt, hvor Guds kærlighed til os når sin højeste udfoldelse, er også det sted og det tidspunkt, hvor dommedags vrede udøses, ikke over os, men over sonofferlammet, over Ham som i kærlighed dør i vort sted. Derfor véd vi også, at dommedags vrede ikke skal ramme os, for ved Ham er vi allerede frelst fra den kommende vrede.

Og det er samtidig tegn og segl på, at vi er forligt med Gud, har fred med Ham, tillidsfuld adgang til nåden, håb om Guds herlighed, kender til evig glæde og fryd over Gud (Rom 5:1-11). Igen ser vi, at vreden ikke udelukker, at Gud elsker os, åbenbarelsen af vreden føjer endda yderligere tryghed til kærligheden og forøger dermed tilliden til, at kærligheden vil holde indtil enden.

Gud er på tronen endnu
Gud er konge og er det fra evighed til evighed. Han har aldrig abdiceret og vil aldrig gøre det. Riget og magten og æren er Hans. Hans trone står til evig tid og retfærds scepter er Hans kongescepter. Han elsker ret og hader uret.

Gud er også al Jordens dommer, og Han øver ret og retfærdighed på Jorden. Han er en “lidenskabelig Gud”. Han ser aldrig passivt til, når der gøres ondt, og sandhed og retfærdighed trædes under fode, heller ikke når Han viser en tålmodighed med mennesker, der ikke bare er overraskende, men til tider forekommer Hans trofaste hellige ubærlig.

Han har en gengældelsens og straffens dag rede, i Bibelen fra de allertidligste tider kaldt “Herrens dag”. Herrens dag er dommens dag, “den yderste dag”, dagen som afslutter historien, men tillige også hver en dag, hvor Gud griber ind med vrede, straf og dom. Om sådanne dage fortælles der flere steder i Bibelen. Selvom det er svært for os at udpege denne eller hin dag eller denne og hin katastrofe i Verdens fortløbende historie som en Herrens dag, behøver vi ikke at være i tvivl om, at Gud stadig griber ind.

Bibelen fortæller os, at Guds vrede fra Himmelen ikke kun åbenbares gennem ulykker som krige og naturkatastrofer eller epidemier og økonomiske kriser, men oftest ved, at Gud giver mennesker hen, overgiver dem til konsekvenserne af den kurs, de har valgt. Om det har vi flere vidnesbyrd i Det Gamle Testamente og mest tydeligt i Paulus’ brev til Romerne kapitel 1:18 til 3:30.

Al synd er oprør mod Gud, krænkelse af Hans hellighed. Syndige handlinger får også ofte ødelæggende konsekvenser i medmenneskets liv og færden. Synd nedbryder gudsbilledet i os. Synd er derfor også skyld og ødelæggende for menneskeværdet. Graduere synd kan vi ikke, gør vi det fører det til, at vi relativiserer synden og bruger det til at formindske betydningen af vor egen synd og forstørre betydningen af medmenneskets synd. Men samfundsmæssigt er der synder, som er mere ødelæggende end andre, og som også på en særlig måde nedkalder Guds vrede.

Paradoksalt nok er det ofte synder, det moderne samfund - endda langt ind i Kirkens rækker - forsvarer med størst lidenskab. I sin grund afslører det, hvor sløjt det står til med sand gudserkendelse og virkelig og ægte gudsfrygt.

Igen må vi undres over Guds tålmodighed og tøvende barmhjertighed. Så meget mere må vi frygte vores forhærdelse og foragt for Guds overbærenheds rigdom, hvormed vi samler os vrede på dommens dag, hvor Hans retfærdige vrede vil blive åbenbaret.

Vi har nævnt, at i Bibelens lovsange lovprises Gud ikke alene for sin nåde, trofasthed og barmhjertighed (“miskundhed”), men også for sine retfærdige domme. Både miskundheden og alle Guds velgerninger udspringer af det samme hjerte som dommene og vreden. Det er derfor naturligt at holde dem sammen i ophøjelse og tilbedelse af Guds højhellige navn (Salme 36:6-8).

Sand gudsfrygt vil lære os ikke kun at tale om Guds miskundhed, men også om Hans domme, og når vi taler om Hans domme, da ikke at glemme hans miskundhed. Det er reelt ikke muligt at have et sundt Evangelium og leve et gudfrygtigt liv uden at have begge med. Sand tilbedelse og lovsang kan heller ikke opleves uden at begge er med. Vi trænger til både individuelt og som Kirke at opleve denne sandhed fornyet iblandt os.