En falsk lære breder sig: Én gang frelst altid frelst - I af IV.

Fra Skriften.net/
7. maj 2014.
Af Eskild Særkjær.

En vurdering af den Ny-Calvinistiske lære
Jeg har netop haft en længere brevveksling med en, som bl.a. forsøgte at overbevise mig om, at hvis man er blevet frelst, så kan man ikke miste den igen. Han kaldte det ’en gang frelst, altid frelst’! En lære, som i øvrigt er identisk med læren om ’evig sikkerhed’.

Han påpegede nogle vers fra Bibelen, som efter hans mening beviste det. Bibelvers, som jeg kommer tilbage til i denne artikel. Men der var noget galt! Han havde nemlig kun taget de skriftsteder med, som underbyggede hans påstand, mens alle de vers blev ignoreret, som handlede om, hvad der også står skrevet.

Det er for resten på nøjagtig den måde, de fleste falske lærdomme er fremkommet. Som bekendt kan man få Bibelen til at underbygge hvad som helst – som fx Jehovas Vidner og Fremgangsteologien har gjort det. Jeg gjorde ham derfor opmærksom på nogle af de ca. 200 skriftsteder i NT, som klart viser, at det at være frelst ikke betyder, at man ikke kan falde fra på et senere tidspunkt, og det derfor er vigtigt konstant at være årvågen og på vagt.

Men alle de vers fra Guds Ord prellede fuldstændig af på ham – han havde fundet ’sandheden’! Desværre lod han sig ikke påvirke af de mange Bibelske advarsler, som klart modsagde hans Bibeltolkning. I den videre brevveksling stod det klart, at han ikke ville bøje sig for Skriftens samlede vidnesbyrd, men klart valgte at ignorere dem fuldstændig. Og det er noget af det værste, man kan gøre, hvis man ønsker at vandre i Sandhedens lys.

Han var nemlig blevet grebet af den Ny-Calvinistiske lære, som især i de sidste par år har bredt sig med lynets fart – også i Danmark. En lære, som er dødsensfarlig, fordi den tilsidesætter Guds alvorlige formaninger om at være på vagt overfor enhver synd og mod at falde fra den levende og frelsende tro.

Læren går nemlig ud på, at den Kristne kan være 100% sikker på den evige frelse, uanset om den Kristne lever i et syndigt eller helligt liv. Det kommer fx til udtryk på denne måde: ”Der er ingenting der kan hindre en troende fra en dag at blive herliggjort. Når en person først er retfærdiggjort, er hans frelse garanteret – han er så sikker, som hvis han allerede var blevet retfærdiggjort i Himmelen”1

Selvom denne lære, hvis tilhængere i øvrigt kalder den for Ny-Calvinistisk kristendom, så er den ikke forenelig med Bibelens sunde lære, og må beskrives som både farlig og falsk. Alligevel er den blevet populær, især blandt dem, som bekender sig til at være såkaldte Ny-Evangeliske Kristne.

Fælles for dem er nemlig, at de i et tæt samarbejde har forsøgt at gøre kristendommen populær for det moderne menneske. Hvis man skal forsøge at vurdere den lære, som Ny-Calvinismen står for, så bliver man også nødt til at undersøge dens kilder og inspiration. Og derfor bliver vi nødt til kort at se på, hvad den Ny-Evangeliske bevægelse såvel som Calvinismen står for, og derefter gå over til en grundigere redegørelse af læren ’en gang frelst, altid frelst’, som jeg har valgt at kalde læren.

Lidt om den Ny-Evangeliske bevægelse
Hvis man kort skal beskrive den lære, som præger den Ny-Evangeliske bevægelse, så bliver hovedtemaet, at de i deres ivrighed for at udbrede Evangeliet har nedtonet bibelens ’strenge’ omtale af omvendelse, efterfølgelse, helligelse, og taler derfor ofte om ’alles frelse’ og benægter, at der er et helvede for dem, som ikke bliver frelst (Gud kan ikke nænne, at nogen ikke blive frelst, eller går fortabt).

Velvidende, at der er forskelle på de Ny-Evangeliske menigheder, så er der alligevel nogle fællestræk, som adskiller dem fra den klassiske kristendom. Vi skal se på nogle af de væsentligste:

1. De afviser, at der behøver at være en adskillelse mellem dem og verden, såvel som mellem diverse kristne samfund.

2. Den Bibelske omtale af at være adskilt fra verden er erstattet med dialog med den.

3. De afviser de negative aspekter (og omtale) af Bibelsk kristendom.

4. De benytter sig af en ’døm ikke’ filosofi ved læremæssige forskelligheder.

5. De ophøjer kærlighed og enhed mellem Kristne som værende over den Bibelske lære.

6. De har en anti-fundamentalistisk holdning, hvorved de Bibelske sandheder bliver relative.

7. De har en modsigende inkonsekvens i læren.

8. De deler de Bibelske sandheder op i disse to kategorier: vigtigt og ikke-vigtigt.

9. De ophøjer social politisk aktivitet til samme niveau som missionsbefalingen.

10. De er neutrale i forhold til den åndelige krigsførelse.

Lidt om John Calvin, grundlægger af Calvinismen.
Jean Calvin (1509-1564) sluttede op om reformationen i 1534 og var, efter Martin Luther, den mest betydningsfulde reformator. Efter 1536 virkede Calvin som prædikant i Geneve, hvor han sammen med Guilaume Farel skabte en reformeret menighed. I 1559 grundlagde han et præsteakademi i Geneve, og fik stor indflydelse på reformationens udvikling i store dele af Europa.

Det vigtigste af hans mange skrifter er ’Institutio religionis Christianae’ (på Dansk: Instruktion i den Kristne tro), som bl.a. omfatter:
1. læren om retfærdiggørelsen ved troen på Jesus,
2. betingelsesløs udvælgelse, hvor han mente, at nogen var forudbestemt til evigt liv, andre var forudbestemt til evig fortabelse (se næste afsnit),
3. som følge deraf fulgte læren om ’imodståelig nåde’.

Calvin mente, at når nogen var forudbestemt til frelse, så ville det selvfølgelig ikke være muligt at miste den. Calvin beskriver bl.a. denne umulighed således: ’Når Gud suverænt havde til hensigt at frelse nogen, så vil denne person selvfølgelig også være (forblive) frelst.”

Efter hans død byggede hans efterfølgere ’en mur omkring hans læresætninger’. De sagde, ”vi holder os til Calvin”, – og de kaldtes fremover Calvinister. Baggrunden for at forstå den Calvinistiske såvel som den Ny-Calvinistiske lære om ’en gang frelst, altid frelst’ kan ikke forstås uden, at man også kommer ind på læren om forudbestemmelse. Denne lære betyder nemlig, at nogle simpelthen bliver født til at blive frelst, mens andre er født til at gå fortabt.

En tilhænger skriver, hvordan han er kommet til tro på læren om forudbestemmelsen
En tilhænger af læren om forudbestemmelse skriver på sin hjemmeside, ’hvorfor han blev Calvinist’. Han skriver videre, at det var Charles Spurgeon, som inspirerede ham til at vende sig til denne tro og lære. Senere i artiklen nævner han, at han egentlig ikke vil beskrive ham som Calvinist, men at han ligesom Spurgeon bruger ordet, fordi det er en bekvem måde at forklare, hvad han mener og står for – ’ligesom vi bruger ordet Treenighed for at beskrive Gud’, skriver han og fortsætter:

”Men Spurgeons argumenter alene overbeviste mig ikke. Jeg ønskede mere end argumenter. Jeg ønskede beviser fra Skriften. Arthur Pink gjorde jobbet færdig for mig og gav mig disse værdifulde skriftsteder:

Es. 53:8: ".. han ramtes for mit folks overtrædelser."

• Matt. 1:21: "..for han skal frelse sit folk fra deres synder."

John. 10:11: "..den gode hyrde sætter sit liv til for fårene..”

Han fortsætter med at skrive, at han ud fra disse (og andre) skriftsteder blev overbevist om, at Bibelens lære er, at nogle mennesker er forudbestemt til at blive frelst, og afslutter med denne konklusion af de ovenfornævnte vers:

”Bemærk, at Han døde for SIT FOLK, Han frelste SIT FOLK fra dets synder, og Han døde kun for fårene (ikke for bukkene)..”

Man skulle tro, at alle Kristne kan se, at denne udlægning er forkert og manipulerende. Men desværre er der mange, som mangler den nødvendige Bibelkundskab for at kunne afsløre sådanne påstande som løgn. Teksterne henviser nemlig slet ikke om, at nogle er forudbestemt, men er en henvisning til, hvad Gud vil gøre for dem, som vender sig til ham og bliver ’hans folk’.

Et brev fra en fortvivlet Kristen
For en tid siden skrev en meget fortvivlet Kristen, at han var ude i en åndelig krise, efter at han havde læst en bog som bl.a. handlede om udvælgelse (forudbestemmelse). Forfatteren til bogen havde nemlig ud fra Rom 8:29-30 og Ef 1:5 forklaret, at det kun er dem, som fra evighed af var forudbestemt til frelse, der kan blive frelst. Men alle de andre, som ikke var forudbestemt til at blive frelst, kan derfor heller ikke blive det!

Og han fortsatte med disse ord: ”Jo mere jeg læser dette, desto mere synes jeg, at det må være sådan, som denne forfatter forklarede det. Og der står jeg, uden at vide om jeg er en af dem, som er bestemt til frelse eller ikke”.

Og han slutter med i fortvivlelse at spørge: ”Er der kun nogen enkelte mennesker, som er forudbestemte til frelse? I så fald, hvorledes kan jeg så vide, om jeg er en af disse forudbestemte?”

Hvad siger Bibelen om forudbestemmelse?
Ordet forudbestemt (på græsk ’proorizo’) forekommer i alt seks gange i NT, men på ingen af disse steder bliver de brugt i forbindelsen med et menneskets frelse. Disse kan deles op i følgende emner:

• I Apg 4:28 bliver ordet brugt i forbindelse med Kristi død, hvor teksten siger at Hans død var forudbestemt, altså fra evighed af.

• I 1 Kor 2:7 bruges det samme ord i forbindelse med ’Guds visdom’, og verset skriver, at den var ’forudbestemt for at føre os til herlighed’.

De sidste fire følgende skriftsteder bruges ordet forudbestemmelse ganske vist i forbindelse med mennesker, men aldrig i forbindelse med frelsen:

• I de omtalte vers fra Rom 8:29-30 står der netop ikke, at ’dem som Gud forud kendte, dem har han også forudbestemt til at blive frelst”, som nogle lærer – men derimod, at ”dem som Gud forud kendte, dem har han også forudbestemt til at blive hans Søns billede lige”. Og det er jo noget helt andet.

Den omtalte forudbestemmelse handler altså slet ikke om frelsen, men om, at de frelste engang skal forvandles til at ’blive hans Søns billede lige’

• De sidste to skriftsteder, som ofte trækkes frem som bevis for, at nogle er forudbestemt til frelse (og andre ikke), er Ef. 1:5 og 11. Men det handler disse vers jo netop ikke om. I stedet står der, at ’Gud i sin kærlighed har forudbestemt os til barnekår hos sig ved Kristus Jesus’. Teksten taler altså slet ikke om, at nogen er forudbestemt til frelse eller ej, men derimod om, hvad Gud i sin store nåde og kærlighed forud har besluttet at gøre ved dem, som tager imod ham.

Ifølge Guds Ord er ingen forudbestemt til frelse og andre til fortabelse. Tænk bare på det kendte vers Joh 3:16. Hvis man forestillede sig, at nogen var forudbestemt til evig frelse og andre til evig fortabelse, så ville eksempelvis Joh 3:16 være utroværdig, for her står følgende:
”Thi således elskede Gud verden (dvs. alle mennesker), at han gav sin Søn, for at enhver, som tror, ikke skal fortabes, men have et evigt liv”.

Ud fra denne tekst er der tre faktorer, som vi skal være opmærksomme på:

1. Hvis læren om forudbestemmelse var sandt, så ville Joh 3:16 være en stor løgn. For den siger jo, at Gud vil give frelsen til ’enhver, som tror’.

2. Det andet vi skal bemærke er, at når Skriften taler om ’enhver’, så menes der ’enhver’, og ikke blot nogle udvalgte.

3. Det tredje vi skal bemærke er, at dette vers såvel som Bibelen i øvrigt altid forudsætter det enkelte menneskets ’frihed til at vælge’, hvem de vil tilhøre, som det fx kommer til udtryk i følgende vers: ”Jeg har forelagt jer livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, idet du elsker Herren din Gud og adlyde hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit liv…”, 5 Mose 30:19-20.