Fra Raptureready.com/Af David Allen Lewis.
Frelse gennem nationalitet? Ved gerninger?
Hele domsfremstillingen vedrørende får og bukke giver et problem, som det normalt er oversat i vore Engelske Bibler. På overfladen synes passagen at lære, at frelsen modtages på grund af national identitet (fåre-nationer) gennem gode gerninger.
Endnu mere bekymrende er den idé, at mennesker, der er en del af en bukke-nation, bliver forbandet til en evighed i helvede på grund af deres nationalitet, fordi alle i bukke-nationen har forsømt de gerninger, der bliver omtalt af Menneskesønnen på tronen.
Frelse ved Tro
Intet kunne være længere fra Sandheden. At tro, at frelsen kommer på nogen anden måde end ved Guds barmhjertige nåde gennem tro, er ikke en Bibelsk undervisning. Det er helt grotesk!
Paulus lærer: "For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i." (Efes 2:8-10).
Gerninger er også vigtige
Den store troens Apostel slår præcist til lyd for vore forudsætninger. Sætningen, "Skabt i Kristus Jesus til gode gerninger," kan anvendes om Jesu undervisning i profetien i Matt kapitel 25 vedrørende får og bukke. De mennesker, der behandler Kristi brødre med venlighed, gør det, fordi de er frelst. Det er ikke modsat, der er nemlig ikke frelse ved deres mitzvot (gode gerninger).
Dømte bukke
”Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!” (Matt 25:41-45).
Hele nationer i helvede?
På dette tidspunkt bemærker vi igen, at man ikke bliver forbandet på grund af sin nationalitet, så det er individer og ikke hele nationer, der bliver dømt. Hvis den traditionelle fortolkning blev fulgt, ville vi se hele nationer, der blev kastet i helvede, samt enkeltpersoner, der ikke havde nogen mulighed for at modtage eller afvise Kristus.
Alvorlige konsekvenser
"Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv." (Matt 25:46).
Dette er ingen lignelse. Det er en profeti om konkrete fremtidige begivenheder! Vers 46 får dette kraftigt frem. Dette skriftafsnit handler om et scenarie efter Trængselstiden, hvor Jesus dømmer menneskene på jorden. Hver levende person på jorden bliver ved slutningen af Trængslen sendt i helvede, eller får tilladelse til at træde ind i det tusindårige Kongerige, frelst for evigt.
Emnerne for dommen er dobbelte. Først og fremmest er der de bukke, der er fordømt i evighed. Denne fordømmelse er resultatet af en afvisning af Guds plan til frelse. De er uforbederlige oprørere, der slavisk har fulgt Dyret, modtaget hans mærke og tilbedt hans billede. Deres forsømmelse af gode gerninger er et vidnesbyrd om deres had til det udvalgte folk, den Jødiske nation, og det afspejler deres sjæles ufrelste tilstand. Ingen bliver forbandet på grund af sin nationale identitet.
Den anden gruppe er fårene, der repræsenterer dem, der bliver frelst i Trængselstiden og overlever vreden fra Antikrist. Disse overlevende står for dommen som genløste personer, og bliver belønnet med indgang til Riget, fordi de har taget imod Jesus Kristus som deres personlige frelser og Herre. Deres gode gerninger fremvises som bevis på, at de virkelig kender Jesus som deres Frelser.
Millennium efter dommen
De, der er blevet frelst under Trængslen (og overlever martyriet), vil være emner til Kristi rige under Jesu 1.000årige regeringstid på Davids trone i Jerusalem.
Tusindårsriget er en idyllisk, men ikke fejlfri tidssalder. Der vil forekomme synd, oprør, død og straf (Zak 10).
Du kan undre dig over, hvordan frelste mennesker, der lever i Millenniet i Jesu egen regeringstid, kan blive oprørere? Trods alt, var så ikke deres belønning evigt liv (vers 46)? Svaret er meget simpelt. De kan ikke og vil ikke gøre oprør.
De oprindelige jordboere, som får tilladelse til at gå ind i det tusindårige Kongerige, er alle frelste mennesker. De er frelst efter Kirkens Bortrykkelse. De skjuler sig for Antikrist og bliver ikke halshugget af Dyrets håndlangere. De står i dommen, når alle de, der lever på jorden ved slutningen af Trængselstiden, bliver kaldt frem for domstronen.
Hvordan kan det være?
De får, som går ind i Tusindårsriget, er muligvis få i antal. Efter at have bestået prøven i dommen fra Matt 25 har de evigt liv og kan og vil ikke gøre oprør mod Jesus, men de vil have børn, børnebørn og oldebørn. Ideelle levevilkår karakteriserer det jordiske Kongerige. Fattigdom og sult er en saga blot. Der bliver ingen krige. Under denne paraply af fysisk nåde kan befolkningstallet nemt nå 20 milliarder på 1.000 år.
De, der er født i det nye årtusinde, vil høre forkyndelsen af Evangeliet og skal beslutte, om de vil tage imod Jesus som Frelser eller ikke. Selv under de vidunderlige betingelser på jorden, når ingen vil være sultne, og der vil være mere end tilstrækkeligt med boliger til alle, når vilde dyr bliver tamme og freden hersker overalt, må Jesus regere med et jernscepter for at holde orden (Salme 2:9; Åbenbaringen 12:5; 19:15).
"Der er ikke længere børn, der dør som spæde, eller gamle, der ikke lever deres tid til ende. Ung er den, der dør som hundredårig, og den, der ikke når de hundrede, er forbandet." (Esaj 65:20).
Tusinde år med generationer, der vil bygge den største civilisation, jorden nogensinde har kendt. Afkommet af de tidlige pionerer vil dog ikke blive tvunget til at modtage Kristus som frelser. Formålet med Tusindårsriget er endeligt at bevise, at det faldne menneskehjerte hælder mod det onde, medmindre den enkelte kalder på Gud og beder om frelse. Selvom Satan er bundet i 1000 år, og Jesus regerer på jorden, er der oprør, især i slutningen af det nye årtusinde. Se Åbenbaringen 20.
Bortset fra mennesker, der bliver født igen
Gud har ingen børnebørn. Han har kun sønner og døtre. Jesu dialog med Nikodemus, som er gengivet i Johannes evangeliet, udtrykker det på denne måde: "Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” (Joh 3:3). (Se også Joh 3:7; 1 Peter 1:23.)
