Højsangen - del I af VIII

Fra Jesus-lever.dk/
Af Eskild Særkjær.

Brudens åndelige rejse gennem livet med sin brudgom ... et forbillede på Kristus og hans brud.

Det er kong Salomon, Davids søn, som er forfatter til Højsangen, som ordret betyder ’sangernes sang’ eller ’den ypperste sang’, vers 1.

Højsangen er ikke er et almindeligt kærlighedsdigt eller -sang, selvom det i første øjekast ser ud til, at den ’kun’ handler om brudgommen Salomons forhold til sin brud Sulamit.

Ved Guds Ånd åbenbarer Gud for os, at Højsangen har en meget dybere åndelig betydning. På mange måder bliver Davids biologiske søn gjort til et forbillede på Jesus Kristus, fordi han som Davids åndelige og biologiske Søn [efterkommer] er den person, hvori alle forjættelser opfyldes. Som når David eksempelvis får en profeti om, at hans søn skal være konge over Israels rige til evig tid.

Som bekendt var Salomon ’kun’ konge over Israel i 40 år, hvorfor profetien derfor må tale om en anden, der skal komme og være denne søn. Skriften viser da også, at David straks er klar over, at profetien gælder Messias, som vil komme, 1 Krøn 17:11-14, 17. Se også Luk 20:41-44.

I NT åbenbares det, at alle forjættelser til David har deres fulde opfyldelse i Kristus, fordi Han i kraft af et evigt og syndfrit liv har arvet forjættelsen.

18 gange fastslår NT, at Jesus er denne Søn. Også her i Højsangen har Gud ved Salomon givet os et vidunderligt profetisk forbillede på Kristus, som elsker sin brud [menigheden/dig] ud over alle grænser. Og vi skal se, at som et forbillede på Kristi brud elsker Sulamit ham tilbage for alt det, han har gjort for os.

B. S. Ingemann har gennem 34 sange og digte beskrevet denne kærlighed mellem Salomon og Sulamit, fordi de for ham er det store Gammeltestamentlige forbillede på forholdet mellem Kristus og hans brud. Og det er de!

Navnet Sulamit betyder i øvrigt ’den, som fred er skænket’. Det betyder, at som Sulamit er et forbillede på Jesu Kristi brud og menighed, således har hun også fået sit navn som et forbillede på den fred, som vi har fået af vor himmelske brudgom.

Højsangen indeholder dog også flere alvorlige temaer! Man kan nemlig ikke undgå at lægge mærke til, hvor alvorligt det er for Sulamit [og dermed også hver enkelt af os], da hun opdager, at hendes elskede brudgom er blevet borte for hende. Noget vi alle kan føle eller opleve i vores fortravlede og syndefulde verden.

Vi skal se på, hvordan det påvirker brudens videre vandring gennem livet med sin brudgom. Vil Han igen lade sig finde og vil Han tilgive hende? Det er med disse aktuelle aspekter, jeg vil gennemgå Hjsangen.

Bibeloversættelser som er brugt: Hvis intet andet er anført, så er bibelcitaterne hentet fra den forrige Danske Bibeloversættelse. Men da den [og endnu mere den nyeste fra 1992] har flere misvisende tekstafvigelser i forhold til grundteksten, citerer jeg indimellem fra King James [KJ]. Denne Bibeloversættelse er en af de få eksisterende oversættelser, som ikke har revideret [ændret] deres ’ord for ord’ oversættelse i forhold til grundteksten [Textus Receptus], og anses derfor af Bibeltro Kristne for at være en af de mest troværdige oversættelser i dag.

Skriftens inddeling: Højsangen er traditionelt inddelt i ni sange, som alle handler om brudens åndelige rejse gennem livet med sin brudgom. Alle sange kan forstås og læses som selvstændige beskrivelser af denne rejse, hvor brudgommen lidt efter lidt åbenbarer fremtiden for Sulamit, som beskrives, efterhånden som hun får dem.

Næsten på samme måde, som når Kristus gennem forskellige billeder fortæller os om det Himmelske bryllup og lidt efter lidt åbenbarer den herlighed for os, der venter os dér. Men, så vidt, jeg kan se, skal Højsangen dog betragtes og læses som en stadig fremadskridende fremstilling af denne rejse, som slutter med det fremtidige bryllup og [evige] samvær med brudgommen i kap 7.

Kapitel 8 synes dog at være en undtagelse fra den nævnte fremadskridende fremstilling af hendes [åndelige] vandring. Her er tiden ligesom igen skruet tilbage til hendes [nuværende] trolovelsestid, hvorfra hun bl.a. giver nogle gode råd om livet med brudgommen og giver udtryk for sin store længsel efter den dag, hun lige har set.

Inddelingen af de ni sange:
1. Jeg er sort, men yndig! [Højs 1:1-2]
2. Brudgommen kommer [Højs 2:8-17]
3. Brudgommen er blevet borte [Højs. 3:1-5]
4. Sulamit ser ham igen - i et bryllupsoptog [Højs 3:6-11]
5. Brudgommen beskriver sin elskede brud [Højs 4:1-5:1]
6. Sulamit søger efter – og vidner om sin brudgom [Højs 5:2-6:1].
7. Er igen hos brudgommen, som beskriver hende [Højs 6:2-10]
8. Bryllup og evigt samvær med brudgommen [Højs 6:11-7:14]
9. Sulamits længes efter brudgommen; giver gode råd [Højs 8:1-14]

Sang nr. 1: Jeg er sort, men yndig [kap. 1:1-2:7]
Brudens første møde med brudgommen [kap. 1:2]
Sulamit begynder med at beskrive sin trolovelsestid og [åndelige] samvær med sin brudgom med at give udtryk for at få en berøring [et kys] fra ham. Det er tydeligvis ikke det første møde, som hun har med ham, for det er tydeligt, at hun allerede er kommet til at kende ham og elske ham.

Hun siger derfor, at ’din kærlighed er bedre end vin!’ Vin står her for det bedste af det, jorden kan frembringe! Hun fortsætter med at beskrive ham: ’Lifligt dufter dine salver, dit navn er en udgydt salve!’

 I GT var denne salve et billede på Jesus Kristus, og skulle derfor forbilledligt udgydes over syndofferet, ypperstepræstens tjeneste og over alteret i det Allerhelligste [2 Mos. 28:41, 29:36, 30:26]. Derfor står der også profetisk i Daniel, at når Messias [Kristus] kommer, bliver ’en højhellig helligdom salvet’, Dan. 9:24.

Alle forbilleder har altså sin opfyldelse i Kristus, som netop betyder ’den salvede’, hvis navn er en liflig duft for Gud, og er det eneste navn, hvorved vi kan blive frelst. ’Derfor [pga. hans død på Koset] har også Gud ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, Fil. 2:9.

Sulamit til sin brudgom: Derfor har jomfruer dig kær [1:3-4]
Sulamit fortsætter: "Derfor har jomfruer dig kær" [ordret oversættelse]. Bibelen beskriver ofte de enkelte troende som brude/jomfruer. "Drag mig efter dig," beder hun. Det må også være enhver troendes største ønske og bøn til sin brudgom.

Hun ønsker, at hendes tilhørere vil det samme og siger opfordrende til dem: "Kom, lad os løbe!" Det ser altså ud til, at disse ’jomfruer’ er et billede på de troende, som ønsker at følge vor brudgom, Kristus. De har åbenbart også løbet ham i møde og siger nu til ham: "Vi vil juble og glæde os i dig, prise din kærlighed frem for vin". Og "de retskafne elsker dig" [KJ], v. 4.

Disse ord er også forbilledligt et udtryk for vores jubel og glæde i vor brudgom, Kristus. Ordene ’i dig’ peger frem til det, vi har ’i Kristus’. I NT er der langt over 500 steder, hvor der henvises til, hvad vi som troende har ’i Kristus’ og ’i ham’, fx Rom. 3:24. Han er hadet eller ringeagtet af de fleste i Verden, men ’de retskafne elsker ham’.

Sulamit: Jeg er sort, dog yndig [1:5-6]
I vers 5 henvender Sulamit sig til ’Jerusalems døtre’, som kan beskrives som hendes veninder og er derfor ikke identiske med de i vers 3 nævnte jomfruer. Disse veninder er hendes tilhørere gennem alle kapitler, og vi vil derfor senere komme nærmere ind på, hvilke tanker de gør sig, efterhånden som de hører mere og mere af Sulamits beretning om sin brudgom.

"Jeg er sort, men yndig", siger hun til dem. Og videre: "Se ej på mig, fordi jeg er sort." Hun beskriver, at hun er sort, fordi hun er blevet brændt af solen – et billede på, at hun i denne Verden har levet under et slavelignende forhold. Hun nævner, at hendes ’moders sønner’ har sat hende i den ulykkelige situation.

Dette kan være et billede på Eva, som er kommet ’i trældom med sine børn’ pga. synden, som kom ind i Vrden og trængte igennem til alle mennesker, jfr. Rom. 5:12. Pga. dette slaveri giver Sulamit udtryk for, at hun ikke har kunnet vogte sin egen vingård. Omtalen og beskrivelse af denne vingård går som en rød tråd gennem alle kapitler i Højsangen.

Det gør den, fordi den er et forbillede på det, den beskriver: Vingården repræsenterer Guds menighed, og dens ejer repræsenterer Gud. Det betyder, at vi - ligesom Sulamit – pga. slaveri ikke har kunnet vogte Guds vingård. At blive brændt af solen kan være et billede på den syndige menneskenatur [i os], men også henvise til den påvirkning fra syndens verden, som vi bliver udsat for.

Ligesom Sulamit har vi også oplevet, at vi på mange forskellige måder er blevet brændt af solen gennem vor vandring gennem livet. Men i stedet for at se på os selv og vor situation, må vi fokusere på, hvad vor brudgom har gjort for os. Det er grundlaget for, at hun siger: "Jeg er sort, dog yndig".

Det er jo det, vi giver udtryk for, når vi fx siger, at vi er syndere [sorte af natur], men samtidig benådede [og dermed uden plet og fejl]. Denne vidunderlige sandhed er baggrunden for, at vi kan lovprise Gud, selvom solen brænder på vor [ofte svære] livsvandring.

Som det fx kommer til udtryk i sangen ’O, at jeg kunne min Jesus prise’. Vers 5 lyder således:
"Snart er vi hjemme at stå for tronen,
hvad gør det da, om solen har os brændt?
Når hytten falder, så får vi kronen,
og al elende er så dermed endt."

Som Kedars telte.. [1:5]
Det er også denne åndelige forståelse, som Sulamit har fået et indblik i. Det ses bl.a. ved hendes henvisning til ’Kedars telte’. Kedar var en Arabisk Beduinstamme, hvis telte var behængt med skind af sort gedehår og ingen skønhed havde. Som vi ser, sammenligner Sulamit sig selv med disse telte, som ikke har nogen skønhed i sig selv. Men så skynder Sulamit sig at fortsætte med at fortælle om, at hun alligevel ejer en skønhed, men den har hun fået af en anden:

Jeg er "som Kedars telte, som Salomos teltdug" [KJ]. I modsætning til Kedars sorte telte var Salomos telte yndige og prægtige. Med sine ord giver Sulamit altså udtryk for, at brudgommens skønhed langt overstråler hendes ringhed, og det er tydeligt, at hun også har taget imod den i sit hjerte.

Med sine ord siger hun altså indirekte, at: ’Jeg er ganske vist sort ’som Kedars telte’, men alligevel underfuld ’som Salomos teltdug’, fordi jeg har modtaget Hans skønhed [klædning]. Og derfor ser jeg ikke længere mig selv, som Verden gør, men som brudgommen gør.

Dette vers giver os hermed et vidunderligt Evangelisk billede på den skønhed, som Kristi brud får, når hun engang skal iføres hvide klæder, som brudgommen vil give til alle dem, som tager imod ham, Åb. 3:5.

Sulamit [til brudgommen]: Sig mig, hvor du vogter din hjord [1:7]
Billedet skifter. Bruden henvender sig til brudgommen og spørger: "Du som min sjæl har kær, hvor du vogter din hjord, hvor du holder hvil..", v. 7. For første gang omtaler Sulamit brudgommen som en hyrde, der vogter sin hjord. Gennem Bibelen omtales hyrden utallige gange som billede på, hvordan Gud beskytter sin hjord og har omsorg for den.

I salme 23 skriver David fx, at "Herren er min hyrde". Jesus siger da også om sig selv, at "Jeg er den gode hyrde, der sætter mit liv til for fårene", John. 10:11. Sådan er han! Det skønneste, der findes, er at være der,hvor han er.

Sulamit spørger derfor: "Hvorfor skal jeg gå som en landsstryger ved dine fællers hjorde"? Det ser ud til, at hun på dette tidspunkt hører til en anden hjord, hvor hun muligvis har hørt om Ham, som er hyrden over alle hyrder.

Måske var hun i en lignende situation, som de disciple, der fulgte Johannes Døber, indtil han overfor dem vidnede om, at det er Jesus, som er Guds Lam, hvorefter de i stedet fulgte Jesus, som også beskrives som ’overhyrden’.

 På samme måde havde Sulamit hørt om denne hyrde og ønskede derfor også at være med i Hans hjord. Hun ville ikke nøjes med at høre om Ham på frastand, for så ville hun stadig være som en slave eller landsstryger. Hun ved, at hun aldrig vil føle sig hjemme andre steder end hos Ham.

Brudgommen fortæller om det, hun ikke ved [kap. 1:8]
Han lægger ud med ordene: "Hvis du ikke ved det, du fagreste blandt kvinder, følg da hjordens [fårenes] spor..". De første ord ’hvis du ikke ved det’, er mildt bebrejdende, fordi hun burde vide dét, Han nu siger til hende. Hun burde vide, at hun kan finde Ham ved at gå i ’hjordens spor’, for hjorden følger deres hyrde.

I John. 10:3 siger Jesus, at "fårene hører hans røst, og han kalder sine får ved navn og fører dem ud". I Højsangen fortsætter hyrden med at sige til hende: "Vogt dine geder ved hyrdernes boliger", eller ’ved hyrdens bolig’, som der står i nogle Bibeloversættelser, og som måske er den mest korrekte?  Men uanset hvad, så er meningen den samme: Gå derhen, hvor Guds ord forkyndes ret, for dér er hyrden.

 Brudgommen [til Sulamit]: Du er den fagreste og min elskede [kap. 1:9-10]
Herefter skildrer brudgommen sin brud, og beskriver hende først som ’den fagreste blandt kvinder’. Sulamit beskrives flere gange med disse ord som et forbillede på Kristi brud. En sådan beskrivelse af os er vi dog ikke vant til at høre, for vi er jo ’kun syndere’, som ikke har fortjent hans godhed! Og dette er sandt.

Men alligevel er vi så dyrebare i Hans øjne, at Han var villig til at give afkald på alt for at få dig i eje. Jesus sammenligner sig derfor med en købmand, der søgte efter skønne perler, og da Han havde fundet én meget kostbar perle, gik Han hen og solgte alt, hvad Han havde, og købte den, Matt. 13:45-46.

Derefter sammenligner Sulamits brudgom hende med ’Faraos forspand’. Salomon havde en særdeles stor forkærlighed for Ægyptiske heste og i hans øjne eksisterede der ikke nogen smukkere skabning end disse med deres lette og underfulde gang. Når han derfor sammenlignede Sulamit med disse yndefulde heste, var det den bedste kompliment, som Han kunne give hende.

 I vers 9 omtales bruden som ’min veninde’, men det er et forfladiget udtryk. I den Danske Bibel omtaler Sulamit og Salomon fejlagtigt hinanden 34 gange for henholdsvis ven og veninde. For efter grundsproget omtaler de hinanden for ’min elskede’.

I vers 14 omtaler Han endda hende med ordene ’min højt elskede’. Så højt elsker Han også os! Og vi må bare elske Ham tilbage for alt det, Han er og har gjort for os.

"Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn, den enbårne til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder". 1. Joh. 4:9-10.