Prædikanter, der prædiker sig selv, men glemmer Kristus.

Fra Sand.omvendelse.dk/
27. januar 2014.

Et tegn på, at vi lever i en tid med frafald og mangel på Bibelviden, er det fokus, de jeg-centrerede prædikanter har. Og særlig når disse jeg-centrerede prædikanter bliver fremstillet og set på som “mere åndelige” end andre.

Hvad er så en jeg-centreret prædikant? Her vil jeg skelne mellem to typer. Den første vil jeg kalde den usunde jeg-centrerede prædikant, der taler mere om sine egne oplevelser, end han taler om Guds Ord. Den anden vil jeg kalde den falske vranglærer, som taler om sig selv, og har lagt en ny betydning i Guds Ord, som ikke er i overensstemmelse med Evangeliet.

Den sidste type har jeg skrevet en del om i forvejen. Man finder dem særlig hos Trosbevægelsen. Navne som Todd Bentley, Kenneth Copeland, Kenneth Hagin m.v. hører til i den kategori. Men så er der den anden type. Den kan være lidt svær at gennemskue, for det er en type, som kan sige rigtig mange gode og rigtige ting, som man kun kan være enig i.

Men problemet hos dem opstår ved, at de taler mere om sig selv, end om Gud. Her er nogle eksempler på hvad en typisk jeg-centreret prædikant kan sige:

“Gud sagde til mig, at jeg skulle i fjernsynet, og jeg skulle opleve at folk blev raske når jeg bad for syge der.”

“Gud viste mig i et syn, hvordan kirken skulle være.”

“Helligånden har givet mig et budskab, som er til nogen ganske særlige denne aften”

“Jeg oplevede, at jeg skulle gå hen til den person og give hende et profetisk budskab fra Herren”

Nu er der sikkert allerede nogen, der sidder og klapper i deres små hænder af det, jeg skriver her, mens andre er blevet noget vrede på mig. Lad mig derfor lige gøre gøre klart, at jeg hører til i den Karismatiske lejr, men trives godt i begge lejre.

Jeg tror på, at Gud taler til os i dag, for ellers var der ikke nogen der blev frelst, da ingen kommer til Jesus, uden at Faderen drager ham (Joh 6:44). Så jeg har ikke noget problem med, at Helligånden kan give os et budskab, vi skal give til andre, og jeg har heller ikke noget problem med, at folk bliver helbredt, hvis man beder for dem.

Men hvad er der så galt med de eksempler, jeg er kommet med her?

“Det handler om MIG, fordi Gud bruger MIG”
De handler om afsenderen selv. De handler ikke om, at man har underlagt sig Gud, og at Han må blive større i én, og man selv må blive mindre. Nej, der er her et usundt fokus på, at “JEG bliver brugt af Gud”.

Se mig, støt mig, gør som mig, vær som mig, mig, mig, mig, mig. Hmm hvor meget godt bor der egentlig i mig? Intet, det vil sige i mit kød er der intet godt, så derfor er der en naturlig fare indbygget i at høre på enhver, der taler for meget om, hvor meget Gud bruger ham eller hende.

Særlig når det, der virkelig er behov for, er at høre, hvad der står i Guds Ord! Men det er åbenbart ikke altid så interessant for den jeg-centrerede prædikant. Han vil hellere have, at vi hører på HANS åbenbaring, HANS nye idé, som BESTEMT er fra Gud og så videre.

"...det er ude med mit folk, fordi det ikke har kundskab" (Hoseas 4:6) Desværre er vi så fattige på Bibelkundskab i Danmark i dag, at vi har meget svært ved at kunne se dette. Det er noget, jeg har oplevet meget selv, og nogle gange kan jeg stadig blive lidt fanget af det.

Man kan måske kalde det min arv fra den Karismatiske vækkelse. Men man kan blive så fokuseret på de oplevelser, som prædikanten påstår at have, at man bruger oplevelserne til at godkende dem, som værende fra Gud.

Men her er det, vi ofte fejler. For hvad enten prædikanten har haft disse oplevelser eller ej, og hvad enten de er fra Gud eller ej, så er det ikke oplevelserne i sig selv, som skal bruges til at vurdere om det, prædikanten kommer med, er fra Gud eller ej. Det er og bliver Guds hellige Ord, vi skal bruge til det.

Jeg er simpelthen så led og ked af at se folk følge den ene Karismatiske prædikant efter den anden, i troen på, at denne person kan man stole på, for det er jo “så tydeligt”, at Gud bruger vedkommende.

Personligt ville jeg ikke bryde mig om, at nogen fulgte efter mig, fordi jeg har skrevet noget, der var rigtigt, eller fordi jeg havde kommet med en eller anden stor åndelig oplevelse, som gjorde, at jeg pludselig blev én, som “Gud brugte på en særlig måde”.

Problemet med at folk får sådan et forhold til mig, er at jeg fejler. Og hvis folk har fået en oplevelse af, at jeg bliver brugt på “en særlig måde” og så ser, at jeg har pletter som alle andre og fejler og slår mig som alle andre, så kan det blive en stor skuffelse for nogen. En skuffelse så stor, at fordi de byggede deres liv, og deres valg på det, JEG oplevede, kan det betyde, at de i sidste ende vil falde fra troen, fordi de ikke havde formået at bygge på et fundament, der er så meget mere stærkere end jeg er.

Det er af ufattelig stor betydning, at vor forkyndelse, vort fokus, og vore liv peger på Jesus Kristus. Ikke på os selv, heller ikke på, hvor meget, vi tror, vi bliver brugt af Gud (det må folk selv vurdere, det er ikke prædikantens opgave at vurdere for folk).

For hvis vi lærer folk, som er kommet til tro, at bygge på den Herre Jesus Kristus, og hvile i Ham, så har de ikke noget at blive skuffet over. For Han er trofast og retfærdig. Han er fuld af nåde. Han er fuld af barmhjertighed, glæde og fred. Han er den fuldkomne kærlighed.

Det er meget sandsynligt (nej sandheden er, at det er helt sikkert), at jeg fejler. Men det er absolut sikkert, at Gud ikke fejler. Bl.a. derfor kan jeg godt “nøjes” med at pege på Ham. Jeg behøver ikke fortælle om alt det, Gud gør igennem mig. Jeg behøver ikke pege på alt det, jeg gør, for det er jo ikke særlig meget.

Jeg er blot et lerkar, som før jeg blev et Guds barn, var fuldt ud parat til ødelæggelse. Kun pga Guds nåde tilhører jeg Ham i dag, det skyldes ikke mig selv.

Fristelsen for den usunde jeg-centrerede prædikant
Jeg ved godt, at der er en ting, som særlig er et problem for en del af de forkyndere, der faktisk kender Evangeliet, men taler mere om sig selv, end de taler Guds Ord. Hvis de begynder at prædike mere Guds Ord, end deres egne oplevelser, så vil mange af deres støtter forsvinde lige så stille.

For der er nogen, som synes, det er langt mere interesant at høre om folks “åndelige oplevelser”, end de ønsker at høre et klart Guds Ord. Trist for dem, for hvorfor skulle de have lyst til at være sammen med Gud i Himlen, hvis de ikke vil høre, hvad Han allerede har sagt til dem i dag igennem sit Ord.

Det havde Paulus forstået mere end de fleste andre. På trods af store oplevelser, så ser vi i hans forkyndelse, at det ikke handlede ret meget om ham selv, men om den, som havde frelst ham.

“For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld.” 2 Kor 4:5.