Nåde at Han fandt mig.

Fra Nyt Livs blad.
Af Mikkel Vigilius.
13. maj 2015.

Om hvordan Filip Kofod kom til at tro på Jesus.
Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den Kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det.

Fra sin tidligste barndom husker Filip Kofod, at der var en stadigt tilbagevendende formulering i hans fars bønner: ”Far, vi takker dig for dit Ord!” Hjemmet var præget af samling om Guds Ord.

Som barn mødte Filip igen og igen dette ord, og han tog det til sig. Men da han som voksen skulle stå på egne ben, trodsede han Guds Ord. Han levede i bevidst og vedvarende ulydighed mod Gud. Han fandt dog aldrig ro i sin ulydighed. For det ord, han havde hørt, gjorde ham urolig, bange for døden og bange for Guds vrede og fortabelsen. Det var ordet om fortabelsen, som til sidst drev ham til at søge frelsen i Jesus.

Guds Ord i opvæksten
Filips forældre fortalte ham om Jesus, fra han var helt lille. Da han var stor nok til søndagsskolen, var hans forældre medarbejdere der, og da han nåede junioralderen, var forældrene ledere i juniorkredsen. Så langt tilbage, han kan huske, blev han og hans storesøster slæbt med til møder i missionshuset. Der var ingen diskussion om det. Det var en selvfølgelig ting.

I ferierne blev han sendt på Kristne lejre, og da han nåede skolealderen, begyndte han på Johannesskolen i Hillerød. Han måtte leve med en ganske lang skolevej fra hjemmet i Hundested. Men heller ikke det, var til diskussion. Han skulle gå på en Kristen friskole.

Når Filip ser tilbage på sin barndom, kan han ikke sige, at det, han hørte om Jesus, nåede ind og gjorde en afgørende forskel i hans sind. Han troede på det, han hørte, men på en selvfølgelig måde. For alle andre omkring ham troede:

”Jeg fulgte strømmen uden at spørge hvorfor. I årene på Johannesskolen var jeg sammen med Kristne , og vi havde det fint sammen, men vi havde ikke noget egentligt Kistent fællesskab.”

Efter Johannesskolen fulgte to år i 1994-1996 på en Kristen efterskole i Sædding. Her oplevede Filip i højere grad, at der var et åndeligt fællesskab mellem eleverne:

”Særligt det første år talte vi meget sammen på efterskolen om det åndelige. Men det mest personlige holdt jeg for mig selv.”

Når Filip i dag ser tilbage, er det svært for ham at vurdere, hvordan han egentlig havde det åndeligt i sin tidlige ungdom. Men han kan huske episoder, hvor han oplevede at have personligt med Gud at gøre:

”For eksempel kan jeg huske engang under det første år på efterskolen, hvor vi havde været ovre i en lille kirke, og hvor vi så gik hjem til efterskolen. Jeg gik bagest i flokken, og da oplevede jeg det som om, at jeg havde et møde med Gud, hvor der var et vers fra Bibelen, der blev stort for mig. Det var verset: "Er Gud for os, hvem kan da være imod os?" (Rom 8:31). Flere gange følte jeg meget stærkt, at jeg var sammen med Gud.”

På den anden side er det åbenbart for Filip, at han på intet tidspunkt havde den tro på og glæde over Jesu frelse, som han har erfaret i forbindelse med og efter sin omvendelse. Det er også først efter sin omvendelse, at han har oplevet Evangeliet om Jesus som kilden til et nyt åndeligt liv indefra:

”Som jeg har det i dag, havde jeg det ikke dengang.”

Ungdomstid i det Kristne fællesskab
Efter efterskolen tog Filip fat på en tømreruddannelse. På det menneskelige plan blev det nogle hårde år på grund af et meget slidsomt forhold til tømrermesteren. Men Filip valgte at stå læretiden igennem og fuldføre uddannelsen.

Kort efter at han blev svend, sagde han op. I læretiden kom han i en Kristen ungdomskreds, og da han var færdig som tømrer, tog han på Bibelskole på Luthersk Missions Højskole i Hillerød:

”Det var en god tid. Jeg fik nogle gode venner, og der var et godt og åbent fællesskab. Jeg brugte meget tid på musik og var glad for det.”

Efter højskoleopholdet blev Filip ansat af Luthersk Missions Ungdom til at tage rundt med en Evangelisationsbus, ”Godt Nyt-Dytten”. Det var udfordrende for ham, men ikke unaturligt. Han var ærlig, når han fortalte andre om den Kristne tro. Han troede selv, at det Kristne budskab var sandt.

Efter den Evangeliserende opgave fik Filip ansættelse som ung lærer på den Kristne efterskole Solgården. Det var lærerigt på mange planer. Også i denne opgave oplevede Filip det naturligt at stille sig frem med Guds Ord og vidne for andre. Han troede selv på budskabet.

Frem til dette tidspunkt havde Filip i meget høj grad oplevet at være omgivet og støttet af andre Kristne. Den situation ophørte imidlertid, da han i 2004 flyttede til Svendborg for at læse til lærer.

Dobbeltlivet begynder
I Svendborg kom Filip ganske vist til at bo meget beskyttet på det Kristne hotel ”Stella Maris”, hvor han var indlagt til at spise sammen med det Kristne værtspar og de Kristne medarbejdere. Og i fritiden begyndte han at komme i den lokale Indremissionske ungdomsforening og til de andre møder i missionshuset.

Men på lærerseminariet, hvor han tilbragte det meste af sin tid, stod han nu for første gang i sit liv alene som Kristen. Her blev han også for første gang introduceret til en verdslig festkultur, og den blev gradvist en central del af hans liv. Mødet med den verdslige festkultur faldt for Filip sammen med, at han for alvor begyndte at mærke på sig selv, at han egentlig ikke egnede sig særligt godt til hele tiden at være omgivet af mennesker. Han havde et stort behov for at være alene. Senere har han fundet ud af, at han tilhører gruppen af ’særligt sensitive’, som netop bliver ekstraordinært slidte af at være sammen med mange mennesker.

Derfor havde årene på efterskole og Bibelskole og i Kristen tjeneste også været ekstraordinært krævende for Filip. Det blev ikke meget bedre i Svendborg, hvor han både på seminariet, på sin bopæl og i fritiden var sammen med andre mennesker. Det sled på ham psykisk, og det skabte en spænding indadtil i hans sind, som han havde svært ved at få afløb for. Men ved en af de første fester på seminariet oplevede Filip, at der var et middel, som virkelig kunne hjælpe ham: alkohol.

Da Filip for første gang i sit liv prøvede at drikke sig fuld, var det, som om der blev åbnet for en indre ventil, så det indre tryk af social slitage, belastning og stress blev lettet. Han kunne koble af, falde til ro og være munter og afslappet. Erfaringen af alkoholens virkning blev et vendepunkt. Efter den første fuldskab kom alkohol og fuldskab gradvist til at fylde stadigt mere i Filips liv.

På Filips bopæl, hotellet Stella Maris, var der alkoholforbud. Men snart begyndte Filip at smugle alkohol ind på sit værelse og drikke i det skjulte. I weekenderne deltog han af og til i fester på seminariet, og oftere og oftere tog han på diskotek i Svendborg, og her drak han for alvor. Fuldskaben blev i stadigt højere grad et tilbagevendende mønster, og med fuldskaben fulgte andre former for udskejelser, som var en del af weekendlivet ’i byen’.

Filip blev ved at komme i ungdomskredsen og i missionshuset, og her opretholdt han facaden som en Kristen. Det blev indledningen til en lang årrække med et gennemført ’dobbeltliv’. Filip vidste godt, at han handlede forkert. Han vidste godt, at livet ’i byen’ var uforeneligt med troen og livet som Kristen. Men han nød fuldskaben, afkoblingen og det løsslupne liv; det gav en indre lettelse, som han ellers ikke kunne få, og det fik på kort tid magt over ham.

Når dobbeltlivet kunne fungere for ham, hang det også sammen med, at han ikke oplevede nogen alvorlig indre modstand mod det. Han oplevede ikke, at der var et åndeligt liv indefra, som reagerede mod det verdslige liv. Han havde ro indadtil, og hans største udfordring var at holde dobbeltspillet kørende udadtil – over for familie, venner og menighed. Og så alligevel.

Der var en tanke, som ikke forlod hans sind, og som gjorde ham urolig: ”Når du lever sådan her, er du fortabt. Dør du nu, går du evigt fortabt i Helvede!” At det var virkeligheden, vidste han fra Guds Ord. Og det var en virkelighed, som til stadighed gjorde ham urolig og angst. Alligevel fortsatte han sit dobbeltliv.

I storbyen
I februar 2006 afbrød Filip sit lærerstudium og flyttede til Aarhus. Her kom han tættere på mange af sine Kristne venner, men han fik også mulighed for at færdes anonymt i storbyens drukkultur og udfolde dobbeltlivet helt:

”Jeg levede et gennemført dobbeltliv. Sammen med de Kristne kom jeg i ungdomskreds og til møder, og jeg medvirkede selv med Kristen sang og musik. Jeg blev god til at holde facaden. Borte fra de Kristne talte og handlede jeg helt anderledes. Jeg havde en dobbelt identitet. Jeg fik mange ikke-Kristne venner på nettet. Her kunne jeg snakke frit om, hvad jeg gik og lavede, og her havde jeg et helt verdsligt sprog."

"Udfordringen var så at lade være med at bande, når jeg var sammen med de Kristne. Jeg tog aldrig et ydre brud. Jeg fortalte aldrig mine forældre, at jeg ikke var Kristen. Men som årene gik, tror jeg, at de fandt ud af det. Jeg tror, at de var urolige og bad for mig.”

I Aarhus havde Filip forskellige jobs – som tømrer, altmuligmand på en restaurant, greenkeeper på en golfbane og til sidst som taxachauffør. Han boede fem år i Aarhus, og i denne periode eskalerede dobbeltlivet:

”Men jeg blev ved at holde facaden over for de Kristne. Det skete enkelte gange, at jeg møde nogle Kristne i byen i weekenden, og nogle få oplevede mig fuld. Men generelt bevarede jeg min Kristne facade, og jeg blev ved at være en del af det Kristne fællesskab."

"En del af drikkeriet skete i forbindelse med fodboldkampe. Jeg var helhjertet fan af fodboldklubben Brøndby og fulgte mange af holdets kampe på udebane. Mellem os fans var der et passioneret og stærkt menneskeligt fællesskab. Men det resulterede desværre ofte i voldsomme adfærdsmønstre, som for mit og andres vedkommende blot blev forstærket ved indtagelsen af alkohol."

"Men den del af mit liv var skjult for mine Kristne venner. Indeni havde jeg det virkelig dårligt. Jeg var bange for at dø. Jeg vidste fra min opvækst, at jeg ville gå fortabt, hvis jeg døde nu. Jeg vidste, at der var to udgange på livet, og at jeg ikke var på vej mod Himlen. Derfor levede jeg i konstant frygt.”

Ni år borte fra Gud
 2011 flyttede Filip til København. Han ønskede at komme tættere både på sin familie og på nogle ikke-Kristne venner. Flytningen blev også i praksis et brud med det Kristne fællesskab. I København begyndte han aldrig at komme i en Kristen menighed. Han fik job som taxachauffør og levede for bylivets druk og udskejelser.

Sådan gik det i to år, og i 2013 kunne Filip se tilbage på ni år, hvor alkoholen havde været en central og destruktiv del af hans liv. I et nedskrevet vidnesbyrd efter sin omvendelse sammenfatter han det sådan her:

”Opvæksten i det Kristne hjem og den tidlige ungdoms lange række af Kristne aktiviteter blev stille og roligt erstattet af et liv med druk, udskejelser og tømmermænd. En livsstil med tiltagende ligegyldighed over for Gud og i stadig tiltagende hengivelse til egne lyster; dog gennem alle årene med en vedvarende og rystende erkendelse af at være på vej mod den evige fortabelse: Arrestation i forbindelse med fodboldkamp – sekunder fra retssag i udlandet – anmeldelse for gadeuorden – påkørsel af autoværn på motorvej – utilregnelig opførsel under fester – mistede ejendele – hensynsløs adfærd ved fodboldkampe – rækkevis af udskejelser i nattelivet – spolerede relationer til venner og bekendte osv. osv."

"Listen er lang, når jeg tænker tilbage på de ting, der skete i mit liv i de ni år, jeg vandrede borte fra Gud; ting, som for langt størstedelens vedkommende blev forårsaget af et på alle måder ukontrolleret forhold til alkohol.”

Højskoleforstanderen
I foråret 2013 skete der noget i Filips liv, som han i dag har svært ved at forklare. Han tilbragte sine arbejdsdage i taxaen og en stor del af sin ledige tid med at ’gå i byen’. Men gradvist begyndte alt det, han havde hørt i sin barndom og ungdom at komme tilbage til ham. Han vidste, at han ikke var klar, hvis Jesus kom igen. Han vidste, at han var fortabt. Og denne virkelighed begyndte at blive stadigt mere alvorlig og påtrængende for ham:

”Jeg oplevede, at Gud talte til mig gennem alt det, som jeg havde hørt, og kaldte mig til omvendelse. Men jeg vidste også, at hvis der skulle ske noget i mit liv, så måtte Gud gøre det. Det måtte komme til mig udefra.”

I den situation kom Filip til at tænke på en forkynder og sjælesørger, som han havde tillid til: hans gamle Højskoleforstander, Hans Erik Nissen. Gradvist voksede der en beslutning frem hos Filip om at opsøge ham på hans bopæl i det indre København og aflevere et brev, hvori han forklarede sin situation og bad om hjælp.

Da Filip ringede på døren til den ejendom, hvor Hans Erik Nissen havde sin lejlighed, var det Hans Eriks kone, Benedikte, som svarede i dørtelefonen. Filip forklarede hende sit ærinde – at han gerne ville aflevere et brev til Hans Erik. Men Benedikte var ikke helt tryg ved at lukke ham ind.

Ejendommens beboere var kort forinden blevet advaret mod tricktyve, som med underlige påskud skaffede sig adgang til ejendommens lejligheder. Hun valgte derfor at kigge ud ad vinduet, men synet af en langhåret fyr nede ved hoveddøren gjorde hende ikke mere rolig. Hun valgte derfor at bede Filip aflevere brevet i postkassen. Så skulle hun nok sørge for, at Hans Erik fik det.

I brevet spurgte Filip, om Hans Erik kunne afse tid til at samtale med ham. Filip skrev, at han godt vidste, at han var borte fra Gud, men at han gerne ville tilbage. Han vidste bare også, at han ikke var i stand til at omvende sig selv. Filip havde afklaret med sig selv, at hvis han fik et nej fra Hans Erik Nissen, så ville han opgive det og bare fortsætte ud ad fortabelsens vej.

Derfor var hans skuffelse også stor, da han modtog et brev, hvori Hans Erik forklarede, at han desværre ikke på det tidspunkt havde mulighed for at afse tid til samtaler. Der gik imidlertid kun kort tid fra dette brev, til Hans Erik ringede og fortalte Filip, at han havde fået det sådan, at han alligevel skulle sige ja. De aftalte derfor, at Filip skulle komme på besøg hos Hans Erik og Benedikte. Det blev til en række samtaler:

”Ved hver samtale talte Hans Erik om det helt centrale i Evangeliet: Hvad Jesus har gjort for os til vor frelse. Han tog det helt fra ’scratch’ og fortalte, hvad det handler om, så Evangeliet kom til at stå helt klart. Og så bad han for mig.”

Fundet af hyrden
Selvom Filip søgte åndelig hjælp til frelse, og selvom han var taknemmelig for Hans Erik Nissens hjælp, sjælesorg og forbøn, så fortsatte Filip sideløbende sit verdslige liv. Det havde magt over ham, og han var ude af stand til at bryde med det.

Den nat, han blev omvendt, var ikke anderledes end så mange andre, hvor han fulgte sine lyster. Men Gud greb ind. Når Filip fortæller om det, henviser han til to af Jesu lignelser i Lukasevangeliet kapitel 15:

”I lignelsen om den fortabte søn står den fortabte søn op og går hjem til sin far, og så kommer faderen ham i møde. I den lignelse bevæger de sig begge to mod hinanden, og på den måde mødes de. Men i lignelsen om det fortabte får og den gode hyrde er det kun hyrden, der bevæger sig. Hyrden gør det hele. Han går ud og leder efter det fortabte får, som ikke flytter sig ud af stedet, og så finder hyrden fåret der, hvor det står. Sådan gik det til med min omvendelse. Jeg flyttede mig ikke. Jeg stod stille midt i min elendighed. Men den gode hyrde opsøgte mig, fandt mig og frelste mig. Han gjorde det hele.”

Hvordan dette gik til, fortæller Filip i sit nedskrevne vidnesbyrd:
”Fredag den 16. august 2013 var en temmelig hektisk og indholdsmættet dag, som lagde ud med et retsmøde i Københavns Byret omhandlende et tredje klip i kørekortet; et retsmøde som dog knapt var kommet i gang, før det blev afblæst, da anklagerens vidne ikke havde fået besked på at dukke op. Derefter cyklede jeg ud i butikscenteret Fisketorvet for at shoppe og mødtes bagefter med en af mine venner for at drikke et par øl."

"Efter et smut tilbage i min lejlighed i Vanløse tog jeg ind til byen igen for at se fodbold på en sportspub, hvor Brøndby tabte 2-5 til FC Midtjylland, hvilket ikke var helt optimalt for en fyr med blå-gult blod i årerne. Spiste lidt mad på Burger King og gik derefter over på den Irske pub Rosie McGees for at dulme fodboldskuffelsen med alkohol."


"Bagefter tog jeg på en stripbar. Ud på de små timer endte jeg hjemme i Vanløse på det lokale værtshus, hvor jeg kom til at stå og snakke med min kære bekendte, Niels Otto, som er en yderst behagelig, ældre herre. Og stille og roligt kom vi til at tale om det åndelige, ja faktisk om det helt centrale i Kristendommen."

"Og på et tidspunkt, da jeg i nogle minutter havde stået og talt klart og umisforståeligt om Evangeliet og over for min sidemand ved værtshusbaren brugt vendinger som ’Jesus døde i stedet for dig! Han har gjort ALT for dig! I HAM har vi adgang til Himlen! Hele Hans retfærdighed er DIN! Alt er rede! Tro det, og du er frelst!!’, ja efter at jeg havde stået og udtalt disse sandheder over for min flinke sidemand, måtte jeg med fasthed i blikket og stemmen sige til ham: ’Niels Otto!? Du skal vide én ting: De ting, jeg lige har stået og sagt til dig – de ting var talt til mig selv!!’"

"Og med ét blev jeg grebet af Ånden, og de sandheder jeg havde stået og sagt til min sidemand stod med ét klart for mit hjerte som aldrig nogensinde før, og jeg udbrød ikke med svag røst: ’Jeg er frelst! Jeg er frelst! Jeg er frelst!’"

"Ja, jeg var faktisk kun en brøkdel af et sekund fra at stille mig op på et af bordene for med endnu højere røst at udbasunere min proklamation. Men således åbenbarede Gud denne nat på besynderligste og velsagtens allermest uforudsigelige måde Evangeliet for mit hjerte. Og hvad kan man så lære af det? Jo: Gud lader sig ikke holde tilbage af værtshuse, høj musik samt halvfede ungkarle med alt for mange procenter i blodet:"

"GUD GRIBER IND, NÅR GUD ØNSKER AT GRIBE IND!! Guds navn være lovet! Ja, Hans nåde være lovprist til evig tid! AMEN! "For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte" (Luk 19:10)

"Du løfter mig op fra dødens porte, for at jeg skal forkynde din pris og i Zions datters porte juble over din frelse" (Sl 9:14-15).”

Omvendt
Allerede samme nat tog Filip sit opgør med Djævelen. Stående i køkkenet i sin lejlighed fortalte han Djævelen, at han nu skulle forsvinde ud af hans liv. Fra nu af hørte Filip Jesus til! Den følgende morgen ringede han til Hans Erik for at fortælle, hvad der var sket. Han blev meget glad, taknemlig og forundret. Senere samme formiddag fortalte Filip det til sine forældre og dagen efter til sin søster.
På dette tidspunkt kunne de ikke være uvidende om, at Filip havde været langt væk fra Gud, selvom han ikke havde erkendt det over for dem. Derfor blev de også meget taknemlige og glade for at høre, hvad der var sket.

Efter omvendelsen havde Filip indefra et stærkt behov for at høre Guds Ord. Han brugte sin ledige tid i taxaen til intensivt at høre gode prædikener, han fulgtes med Hans Erik Nissen på hans prædikenture i omegnen, og om søndagen opsøgte han den lokale sognekirke. Han havde hørt, at der var en god præst i kirken, men efter nogen tid blev det klart for ham, at forkyndelsen ensidigt betonede Guds godhed mod alle. Der lød intet kald til omvendelse, ikke et ord om fortabelsens alvor, og det centrale Evangelium om Jesu soning af synden var væk.

Filip talte med præsten om det, men mødte ingen forståelse. Det endte med, at Filip måtte forlade menigheden. I stedet fandt han et blivende åndelige hjem i et gammelt missionshus i Nansensgade i det indre København.

Sand og klar Bibelsk forkyndelse
Filips fokus på sand og klar Bibelsk forkyndelse handler for ham ikke kun om hans egne ønsker og behov:

”Jeg har en stor nød for dem, som er ude i det samme, som jeg var ude i. De har brug for at høre et klart kald til omvendelse og frelse. Vi har brug for nogle prædikanter, som taler klart om livets korthed, dødens vished og evighedens længde. Forkyndelsen må have Evangeliet om frelsen i Jesus i centrum, og den må turde sige både det alvorlige og det glædelige – uden livrem og seler.”

Filip er overbevist om, at den klare forkyndelse af Guds vrede og fortabelsen, som han hørte i sin barndom og ungdom, var afgørende for, at han ikke fandt ro i sit liv borte fra Gud. Han er dybt taknemlig for, at Gud holdt disse ord levende i ham, og han er dybt taknemlig for de mennesker, som engang rakte ham disse ord:

”Jeg er utvivlsomt blevet frelst gennem den Hellige Ånds virke i mit hjerte, og den Hellige Ånd har brugt de ord, som jeg modtog i min barndom og ungdom fra utallige søndagsskole-, juniorklub-, ungdomskreds- og lejrledere, præster og forkyndere, som har talt umisforståeligt klart om Helvede som det konkrete og på alle måder grusomme sted, i hvilket ethvert menneske kommer til at tilbringe Evigheden, såfremt det ikke er eller bliver frelst."

"At denne erkendelse aldrig forsvandt fra mit hjerte, selvom jeg i ni år ikke havde travlt med andet end at forsvinde fra Gud, det vidner om den nåde og det hjertelag, som alene eksisterer hos Hyrden.”

Nåde at Han fandt mig
Filips skrevne vidnesbyrd er en lovprisning og tak til Gud som den uendeligt nådige og barmhjertige hyrde:

”Det var denne hyrde, som i 2013 på sin daglige vandring og søgen efter bortkomne får i de allermest utilgængelige egne af bjerglandskabet og allerlængst væk fra fårefolden fandt mig stående magtesløs og fortabt på den stejle og ufremkommelige bjergside, indfanget i tornebuske og med blodet løbende ned langs siderne; et får, der aldrig nogensinde havde været så overbevist om, at det aldrig nogensinde ville kunne finde hjem – i egen kraft."

"Han fik øje på det, smilede over hele ansigtet, tog fat i det og lagde det op på sine skuldre: ’Endelig fandt jeg dig, mit elskede barn!’ – udbrød Han og satte atter kursen hjemover, glad og storsmilende. Og her ligger jeg så, på skuldrene af min frelser, Jesus Kristus, på vej hjem mod Himlen og synger:

Nåde at han fandt mig,
nåde at han vandt mig,
nåde at han bar mig hjem til sig!

Sange om nåden
Filip arbejder fortsat som taxachauffør. Det er et hårdt arbejde, som for hans vedkommende lægger beslag på 12 timer 6 dage om ugen. Det er et arbejde, hvor han navnlig i weekenderne kommer i nærkontakt med det byliv, som han selv var en del af i ni år. Han erkender, at han stadig kan opleve, at det trækker i ham. Men han har også oplevet noget andet:

”Jeg har oplevet, at Evangeliet forandrer og forvandler et menneske indefra. Jeg vil noget andet nu. Jeg vil tilhøre Jesus og tjene Ham – også over for dem, som jeg møder i bylivet. Jeg kan ikke tillade mig at bruge min taxa som missionsstation, men jeg kan bede for de mennesker, som kommer med i min taxa, og hvis de selv tager initiativ til det og åbner op, kan jeg også sige dem noget om Jesus.”

Taxajobbet giver fortsat Filip rig mulighed for at høre Guds Ord forkyndt på båndede prædikener, og i sin sparsomme fritid arbejder han på en cd med Kristne sange. Filip betragter selv cd’en som ”et takoffer til Gud for det under, Han har gjort i mit liv”.

Den røde tråd i cd’ens sange er Guds nåde mod syndere i Jesus. Filip har valgt sange, som netop betoner dette:

Guds Søn har gjort mig fri
fra Satans tyranni,
fra syndestand,
fra lovens band.
fra dødens skræk og helvedbrand

Min Jesus, lad mit hjerte få
en sådan smag på dig,
at nat og dag du være må
min sjæl umistelig!

Vidunderligst af alt på Jord
er Jesu Kristi rige,
dets herlighed er og så stor,
at det har ingen lige.

Livsalig påskedag!
Nu har vi vunden sag;
Langfredags bitre minde
må nu så sødt hensvinde;
thi Jesus vandt med ære.
Hans navn velsignet være!

For Filip står det lysende klart, at Gud har frelst ham, for at han med apostlen Paulus’ ord skal være ”til lov og pris for Hans nådes herlighed, som Han har skænket os i sin elskede søn” (Ef 1:6).

Derfor slutter Filips skrevne vidnesbyrd også med disse ord:
HANS NAVN, HANS NÅDE,
HANS TROSKAB OG BARMHJERTIGHED
VÆRE ÆRE I EVIGHEDERNES EVIGHED!
AMEN!